Mange civile dræbt under luftangreb mod Islamisk Stat

Skrevet af admin

08/10/2014

Dagens topnyheder

22 civile mistede livet, og over 40 blev såret, da kampfly fra den amerikansk-ledede koalition mod Islamisk Stat mandag angreb den irakiske by Hit. Det oplyser irakiske medier.

Oprørere fra den militante bevægelse rykkede i forrige uge ind i Hit. Byen med omkring 100.000 indbyggere ligger ved floden Eufrat cirka 130 kilometer vest for hovedstaden Bagdad.

Blandt de 22 dræbte under luftbombardementerne mandag var fem kvinder og fire børn, oplyser kilder i byens sundhedsvæsen til det irakiske nyhedsbureau Nina.

43 andre blev såret i luftangrebene. Hovedparten af dem kvinder og børn. Under angrebet blev en befolket markedsplads i centrum af byen samt en boligblok med mange familier ramt.

Det var sandsynligvis en fejl, at boligblokken kom i skudlinjen. Under 100 meter fra ejendommen befandt der sig en gruppe krigere fra IS, siger en kilde til det irakiske nyhedsbureau.

Oplysningerne er ikke bekræftet fra anden side.

Kampfly fra USA har indtil videre udført omkring 90 procent af angrebene mod Islamisk Stat i Irak og Syrien. Siden begyndelsen af august har amerikanske fly angrebet 1768 gange, oplyste kilder i det amerikanske forsvar mandag til AFP.

De syv danske F-16-fly, som er del af koalitionen, ankom søndag til Kuwait, men har endnu ikke været i kamp.

/ritzau/NTB