Mange danskere ignorerer rekordlave renter

Tallene er ikke gjort endeligt op, men i Realkredit Danmark kan cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig allerede nu konstatere, at der næppe bliver tale om en stor bølge i retning af de lave renter.

»Indtil videre ser det ud til, at konverteringsaktiviteten bliver mindre på sektorniveau, end hvad vi var vidne til i kvartalet før og igennem 2012. Så der er ikke rigtig nogen større konverteringsbølge i gang trods de rekordlave renter på de fastforrentede lån,« konstaterer Christian Hilligsøe Heinig.

Han kan dog allerede nu se, at der i serierne til 4 procent over 30 år med og uden afdrag er opsagt rundt regnet hver tiende lån. Samlet er der i 4-procents serierne samt de resterende 5-procent serier opsagt lån for omkring 12,5 mia. kr., hvoraf 4-procents lånene fylder omtrent dobbelt så meget som 5-procents lånene.

Gennem 2012 blev godt 200 mia. kr. flyttet fra 5-procents lån, og på daværende tidspunkt var det fastforrentede alternativ 3,5-procents lån. Nu er gevinsten ved at rykke til et 3-procents lån blevet større, og de nuværende kursniveauer for dem giver også en konvertering fra et 4-procents lån gevinst efter 7 år for lån med afdragsbetaling.

Dagens Gossip