Mange danskere oddsede forkert - troede på en kort lockout af lærere

Skrevet af Elo Christoffersen

15/04/2013

Dagens topnyheder

Det er ikke kun forældre til skolebørn, der er skuffede over KL og Lærerforeningens manglende evne til at bilægge stridighederne. Hos spilleselskabet Betsafe havde størstedelen af kunderne satset på, at lockouten af folkeskolelærerne ville være slut inden fredag 12. april.

Trods adskillige eksperters advarsler om, at lærerkonflikten kan blive langvarig, overrasker det tilsyneladende mange danskere, at lockouten stadig er i kraft. Det er i hvert fald konklusionen, hvis man kigger på kundernes indskud hos spilleselskabet Betsafe. Her har du kunnet spille på længden af konflikten, siden lockouten trådte i kraft. Og hele 56 procent af indskuddene er lagt på, at konflikten ville finde en løsning mellem 5. og 11. april.

De øvrige valgmuligheder i væddemålet var, at lockouten vil slutte ”12. til 14. april”, ”15. til 17. april” og ”18. april eller senere”.

- Noget kunne tyde på, at vores kunder havde forventet et hurtigt regeringsindgreb. Det er som bekendt ikke sket, og det ville også have været en dyr fornøjelse for os. Vi tilbød nemlig odds 7,00 for en tidlig afgørelse på konflikten. Det høje odds har uden tvivl været medvirkende til de mange indskud, og undervejs måtte vi da også justere ned til odds 6,00, udtaler Thomas Holm, oddssætter hos Betsafe.

Mens mange af spilleselskabets kunder sikkert ærgrer sig over deres tabte penge, er der til gengæld også nogle, der glæder sig over, at konflikten består. Betsafe har nemlig modtaget den næststørste del af indskuddene på, at konflikten først finder sin afslutning torsdag 18. april eller senere.

Betsafes væddemål så ud som følger, da det blev offentliggjort:

Hvornår stopper KL’s lockout af de danske folkeskolelærer officielt?

5. til 11. april                                7,00

12. til 14. april                              4,00

15. til 17. april                              2,50

18. april eller senere                  1,60