Mange har meldt ud: Danmark tier om kommissærpost

En tredjedel af EU's medlemslande har mere eller mindre officielt sat navn på, hvem de vil sende til Bruxelles som deres kandidater til de 28 kommissærposter i den kommende EU-kommission. Men den danske regering tier fortsat.

Selvom lande som Tyskland, Finland og Østrig allerede er kommet med deres bud, er det klogt af Danmark at vente, vurderer Rasmus Brun Pedersen, der er lektor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet.

- Vi kan ikke lægge billet ind på de store kommissærposter, som typisk bliver fordelt mellem de store lande. Derfor afventer man og ser, hvad man kan få tilbudt, siger lektoren.

Luxembourgeren Jean-Claude Juncker, som på tirsdag formentlig bliver bekræftet som ny kommissionsformand, ventes med det samme herefter at gå i gang med at sætte sit hold.

Men der kan alligevel gå en rum tid, inden offentligheden får at vide, hvem der skal afløse den nuværende danske klimakommissær Connie Hedegaard (K).

- Jeg tror først, navnet kommer frem, når alt er på plads. Traditionelt har vi ikke været dem, der var hurtigst til at melde ud, siger Rasmus Brun Pedersen.

I år er der desuden den særlige situation, at der er rygter om, at Helle Thorning-Schmidt (S) er i spil til posten som EU-præsident. Ifølge Rasmus Brun Pedersen skal det spørgsmål afklares, før der udnævnes en dansk kommissær.

Det samme vurderer Peter Nedergaard, der er professor i statskundskab ved Københavns Universitet. Hvis Helle Thorning-Schmidt forlader Danmark, vil det nemlig sætte gang i en regeringsrokade.

- Så skal der en ny statsminister til, og der skal en ny minister til den post, som den kommende statsminister forlader. Så det kan være, at man venter, til det er på plads, siger han.

Socialdemokraterne Morten Bødskov, Mette Gjerskov og Christine Antorini er alle tidligere blevet nævnt som bud på en ny kommissær.

Efter planen skal den nye kommission være på plads den 1. november i år, men hvis EU-Parlamentet ikke godkender det samlede hold, kan udnævnelsen trække i langdrag.

/ritzau/

Dagens Gossip