Mange kommuner vil give ringere service

Omkring hver tredje kommune forventer at levere en ringere service til borgerne næste år sammenlignet med i år. Det viser en ny undersøgelse som Epinion har udført for fagforbundet FOA.

Ifølge undersøgelsen, der omtales i nyhedsbrevet A4, oplyser 28 af 98 kommuner, at de forventer en ringere service. Yderligere 12 kommuner er i tvivl om, hvorvidt de kan opretholde niveauet.

32 kommuner ved med sikkerhed, at der skal skæres ned på antallet af ansatte - og yderligere 27 kommuner vil ikke afvise, at det kan ske.

Ifølge A4 forklarer kommunerne det med forskellige variationer over temaet "kassen er tom".

Formanden for FOA, Dennis Kristensen, har forståelse for, at nogle kommuner er dårligere stillet end andre. Men han mener ikke, at problemerne er kommet til efter økonomiaftalen blev indgået i juni mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, KL.

Samtidig er han alarmeret over, at næsten halvdelen af kommunerne vil bruge færre penge end de må og har råd til ifølge aftalen.

- Regeringen forsikrer os på den ene side om, at der er penge nok i kommunerne til, at de ikke skal skære ned. Nu siger kommunerne, at de ikke har råd til at bruge så mange penge som aftalt. Det hænger jo slet ikke sammen, siger Dennis Kristensen til A4.

- Når regering og KL indgår en aftale, så tror danskerne, at de er sikret et vist serviceniveau.

- Men når de kommunale budgetter kommer i oktober, ligger niveauet under. Det er efterhånden ikke til at finde ud af, hvem der skærer ned på velfærden, lyder det fra FOA-formanden.

Dagens Gossip