Mange kvindelige HK'er får spørgsmål om barselsplaner

Skrevet af admin

16/01/2014

Dagens topnyheder

Næsten hver femte kvindelige HK'er - 17 procent - har fået spørgsmål til babyplaner til jobsamtaler, skriver Politiken torsdag.

25 procent af kvinderne mellem 31 og 40 år er blevet spurgt til barselsplaner, viser en medlemsundersøgelse blandt godt 4000 medlemmer af landets næststørste fagforbund, HK.

Umiddelbart efter kvinderne i 30'erne følger kvinder mellem 21 og 30 år, men undersøgelsen omfatter også kvinder, der har rundet 50 år, og altså har fået spørgsmålet for år tilbage.

- Det er et overraskende højt tal. Jeg tror, at det skyldtes uvidenhed hos arbejdsgiverne om, at det faktisk er ulovligt at stille spørgsmål om planlagte børn ved en jobsamtale, siger næstformand Mette Kindberg, HK, til Politiken.

Det er direkte ulovligt for arbejdsgivere at spørge til planer om familieforøgelse hos en jobansøger, hvis arbejdsgiveren efterfølgende tillægger svaret værdi for, hvem der skal have jobbet. I arbejdsgiverkredse undrer undersøgelsens resultatet.

- Det er sjældent, at en arbejdsgiver har en gyldig grund til at stille spørgsmål om barselsplaner.

- Derfor overrasker det mig, at der skulle være så mange arbejdsgivere, som tilsyneladende overtræder reglerne, siger chefkonsulent Lise Bardenfleth, Dansk Arbejdsgiverforening (DA) til Politiken.

Det er tilladt for en kvinde at lyve om en eventuel graviditet – altså afvise, at man er gravid, selv om man er det. Det har EU-Domstolen afgjort.

- Det sætter kvinderne i et ubehageligt dilemma. Det er bare ikke nogen god start på et arbejdstager-arbejdsgiver-forhold med en løgn. Derfor skal vi helt undgå at få temaet op ved ansættelsessamtalen, siger Mette Kindberg, til Politiken.

Hun gør opmærksom på, at barselsfonde betaler for vikarer for de barslende.

/ritzau/