Mange såret ved bombeanslag mod tyrkisk politistation

Skrevet af admin

08/06/2016

Dagens topnyheder

En bilbombe dræbte onsdag mindst tre personer og sårede omkring 20 på en politistation i det sydøstlige Tyrkiet, som er overvejende kurdisk.

Bombeangrebet sker dagen efter, at mindst 11 mennesker blev dræbt af en bombe i Istanbul.

Bombeangrebet onsdag er sket i byen Midyat i provinsen Mardin - nord for den syriske grænse.

Der er ingen gruppe, som har taget skylden for bomben i Mardin.

Fire personer, der mistænkes for at stå bag bomben i Istanbul, er anholdt.

Tyrkiets præsident, Recep Tayyip Erdogan, har peget på, at det kan være den kurdiske oprørsorganisation PKK, som står bag bomben i Istanbul tirsdag.

- Vi vil bekæmpe terrorismen uden ophør og lige til enden, siger han.

Men også Islamisk Stat har tidligere stået bag blodige angreb i Tyrkiet.

Ifølge lokale medier var der tale om en fjernstyret bilbombe i Istanbul. Den blev udløst, da en politibus kørte forbi. Distriktet Vezneciler er et forretningsområde og hjemsted for Istanbuls universitet.

Det ligger tæt på flere store turistmål som blandt andet Den Store Bazar.

I sidste måned blev mindst otte mennesker, heriblandt flere soldater, såret, da en fjernstyret bilbombe rettet mod et militært køretøj eksploderede i Istanbul. PKK tog skylden for angrebet.

12. januar døde 12 tyske turister i et bombeangreb i hjertet af Istanbuls turistområde. Myndighederne mener, at Islamisk Stat stod bag.

/ritzau/AFP