Mange tusind demonstrerer mod islamisering i østtysk by

Skrevet af admin

16/12/2014

Mest læste i dag

Omkring 10.000 mennesker tog mandag aften del i en demonstration mod "islamiseringen af Vesten" i den østtyske by Dresden.

Samtidig flokkedes flere end 5000 personer i en stor moddemonstration, men på trods af de stridende menneskemængder kom det ikke til alvorlige sammenstød, skriver BBC.

I de seneste måneder har Tyskland været vidne til en ny højreradikal bevægelses opståen: "Patriotiske europæere mod islamisering af Vesten" (Pegida).

I Dresden har bevægelsens ugentlige mandagsdemonstrationer udviklet sig hastigt og er i løbet af et par måneder vokset fra at samle få hundreder til nu to uger i træk at have tiltrukket i omegnen af 10.000 mennesker.

Samfundsforskere med ekspertise i højreekstremisme ser i Pegida de samme elementer, som er kendt fra højreekstreme partier i Frankrig, Holland, Østrig og Grækenland.

De fleste marchdeltagere er ikke skinheads i store støvler, men borgere, der brænder inde med en vrede.

Forbundskansler Angela Merkel advarer sine medborgere mod at lade sig udnytte af ekstremister.

- Der er forsamlingsfrihed i Tyskland, men der er ikke plads til tilskyndelse og løgne om mennesker, der kommer til os fra andre lande, siger Merkel i Berlin.

- Alle, der deltager eller overværer demonstrationer, skal passe på, at de ikke udnyttes af de mennesker, der organiserer sådanne begivenheder, lyder det fra forbundskansleren.

Under mandagens demonstration råbte folkemængderne "Wir sind das volk" (vi er folket) - et råb, der blev brugt i ugerne inden Berlinmurens fald for 25 år siden.

En ældre mand gav udtryk for sin frustration:

- Jeg er pensionist. Jeg får blot en lille pension, men jeg skal betale for alle disse mennesker (asylansøgere, red.). Ingen spurgte mig, sagde han ifølge BBC.

Immigration er i år blevet et varmt emne i Tyskland i kølvandet på stigningen i antallet af asylansøgere, der er vokset i takt med krigene i Syrien og Irak.

Tyskland venter i år at modtage 200.000 asylansøgere. Det er flere end noget andet europæisk land.

/ritzau/