Mange unge er ensomme nytårsaften

Skrevet af admin

31/12/2015

Dagens topnyheder

Nytårsaften samles de fleste om dronningens tale og en festmiddag for at skyde det nye år ind med fjollede hatte, bordbomber og champagne.

Og for manges vedkommende sker det i gode venners lag. Men det er ikke alle, der har venner. For dem kan nytårsaften være en påmindelse om deres ensomhed. Det skriver Avisen.dk.

En af dem, der står i den situation, er 20-årige Signe Olsen fra Næstved. Selv om hun i juni gik ud af gymnasiet, har hun nemlig ingen venner, fortæller hun. Ligesom hun plejer, skal hun derfor igen i år holde nytårsaften med sine forældre og deres naboer.

- Vi har altid en hyggelig aften, men det ville være dejligt, hvis jeg havde nogle venner og var sammen med dem. Hvis jeg tænker på, hvor de andre på min alder er henne, og hvad de laver, kan det godt være svært. For så tænker jeg, at de nok er sammen med deres venner og hygger sig, siger hun til Avisen.dk.

Det er ikke kun i aften, at Signe Olsen føler sig ensom. Det gør hun hele året rundt, fortæller hun. Og hun er ikke den eneste.

Omkring 210.000 danskere føler sig ensomme, og de fleste er unge mellem 16 og 29 år, viste en befolkningsundersøgelse fra CFK - Folkesundhed og Kvalitetsudvikling i 2015.

Blandt de unge er det 6,4 procent, som føler sig ensomme, hvilket svarer til 64.000 mennesker.

Signe Olsen er aldrig blevet drillet og har heller ikke haft faglige problemer. Hun mener selv, at hendes ensomhed skyldes generthed.

Nyere forskning i skoler og gymnasier viser, at fem til ti procent af alle unge næsten hele tiden føler sig ensomme. Det svarer til, at der sidder én til to i hver klasse og føler sig alene, oplyser organisationen Ventilen.

Ifølge psykolog Ida Koch, der i 35 år har arbejdet med behandling og rådgivning af unge, er det ikke ualmindeligt, at ensomhed bliver særlig nærværende ved mærkedage.

Og netop nytårsaften kan være sårbart for en ung, forklarer hun.

- Når man er ung, er nytår festernes aften og ikke en familieaften. Derfor forstår man godt, hvorfor de unge, der fejrer aftenen med deres familier, ikke skilter med det. For de almindelige unge går ud og fester og danser til den lyse morgen, siger hun til Avisen.dk.

 

/ritzau/