Mangeårig Esbjerg-profil stopper til nytår

Når superligaklubben Esbjerg 6. december spiller efterårets sidste hjemmekamp, bliver det samtidig et farvel til en af klubbens store profiler.

36-årige Hans Henrik Andreasen har kontraktudløb ved årsskiftet, og Esbjerg oplyser onsdag i en pressemeddelelse, at samarbejdet dermed slutter.

- Det er med vemod, vi siger farvel til HH. Han kan se tilbage på en flot karriere i EfB og har vist, hvor langt man kan nå med hårdt arbejde, dedikation og en professionel indstilling, siger Esbjerg-direktør Søren Poulsen.

- Han har gennem årene været en populær - ja, nærmest kultagtig - skikkelse blandt tilhængerne og vil både på og uden for banen efterlade sig et tomrum, lyder det fra direktøren.

Hans Henrik Andreasen var med, da Esbjerg i 1999 spillede sin allerførste superligakamp, og han var en markant figur, da klubben fem år senere vandt bronze.

Siden blev det til succesfulde ophold i Greuther Fürth og OB, inden den løbe- og hovedstødsstærke midtbanespiller i foråret 2013 vendte tilbage til Vestjylland.

Han er noteret for 387 superligakampe, hvilket kun bliver overgået af Brøndbys Per Nielsen.

/ritzau/

 

Top partnere


Lån penge
Find det bedste lån til dig, der lige står og mangler penge her og nu til en rejse eller en ny computer.


Vejle24
Vejles nye netavis med seneste nyt fra Vejle og omegn.
 

Dagens Gossip