Mangel på seniorjob koster kommunerne 80 millioner

Skrevet af admin

23/01/2015

Dagens topnyheder

Der er ikke seniorjob nok til de langtidsledige ældre, som har krav på det og drømmer om endelig at komme i arbejde.

Kommunerne forventer derfor at udbetale over 80 millioner kroner i år som plaster på såret til ledige, der snydes for det seniorjob, de har krav på.

Det er 23 millioner kroner mere, end kommunerne sidste år afsatte til plaster-på-såret-puljen, viser en analyse af budgettal fra Danmarks Statistik, som Ugebrevet A4 har foretaget.

Når kommunerne forventer en stor ekstraregning, skyldes det, at de ifølge loven har pligt til at finde seniorjob til ledige ældre, der har betalt ind til efterlønsordningen og opbrugt retten til dagpenge mindre end fem år før, de kan gå på efterløn.

Men den økonomiske krise og senere dagpengereformen har betydet, at flere ældre blev langtidsledige og faldt ud af dagpengesystemet.

25 kommuner budgetterer med, at de ikke kan følge med og oprette alle de seniorjob, de skal. I stedet må de betale erstatning til de personer, som ikke får seniorjob.

Kommunernes Landsforening mener, at grænsen er nået for, hvad kommunerne kan rumme af ansatte på særlige vilkår. Ud over seniorjob skal kommunerne også ansætte folk i fleksjob, nyttejob, aktivering og andre ordninger.

- Der burde være flere skuldre til at bære byrden. Kommunerne har generelt mange medarbejdere på særlige vilkår. Det private arbejdsmarked kunne passende bidrage også, siger kontorchef i KL Marianne Brinch Fischer til Ugebrevet A4. Det afviser DA.

/ritzau/