Mangel på testamente kan betyde ruin for samboende par

Skrevet af admin

19/01/2014

Dagens topnyheder

Det er seks år siden, den nye arvelov blev indført. Den betyder, at uden testamente arver kæresten ikke.

Alligevel er antallet af par, der lever sammen uden at være gift, steget med 4,3 procent, antallet af nye ægteskaber er faldet med 24 procent, men i samme periode er antallet af notartestamenter - testamenter, som er tinglyst med vidner - faldet drastisk.

Det er en farlig cocktail, siger Nordeas forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen:

- Mine undersøgelser viser, at det kun er hver tiende danske, der har skrevet et testamente, siger hun til Ritzau.

Ann Lehmann Erichsen har set på, hvor mange testamenter, der blev oprettet via Tinglysningsretten sidste år. Her lå tallet på 27.227 notartestamenter - og det er blot en tredjedel i forhold til rekordåret 2008, hvor den nye arvelov trådte i kraft.

Faktisk er 2013 ny bundrekord for notartestamenter, lyder det fra forbrugerøkonomen. Og en undersøgelse Gallup har lavet for Nordea viser, at testamenter enten kommer ind sent i livet eller kun kommer på tale, hvis der er noget at dele.

I gennemsnit har kun cirka en tiendedel af danskerne oprettet testamente. For unge mellem 26 og 39 år er tallet nede på syv procent.

- Det er folk med penge på kontoen, der skriver et testamente – og så er det folk, der er over 50. Men selv blandt de velhavende og de ældre er det kun hver fjerde, der har et testamente. Så det er lidt et fremmedord for mange, påpeger Ann Lehmann Erichsen.

Hun håber, at DRs serie Arvingerne får folk til at huske testamentet.

- Det gode ved et testamente er, at det kan forebygge mange konflikter. Og så er du også sikker på, hvad der skal ske med dine penge, når du ikke er her mere, siger Nordeas forbrugerøkonom.

- Det kan også være en måde at sikre din partner eller ægtefælle, så de kan blive i hjemmet. Samboende arver ikke hinanden automatisk. De arver kun hinanden, hvis der er et testamente, understreger Ann Lehmann Erichsen.

/ritzau/