Mangel på tillid står i vejen for våbenhvile i Sydsudan

Skrevet af admin

28/12/2013

Dagens topnyheder

Den fyrede vicepræsident Riek Machar afviser at indgå i den våbenhvile, som Sydsudans præsident, Salva Kiir, har tilbudt, efter at der de seneste uger har været voldsomme kampe i landet.

Machar angiver mangel på tillid som baggrunden.

Kampen om magten har udløst et blodigt opgør mellem to etniske grupper i landet. Nuerne, som støtter Machar, og dinkaerne, der er loyale over for Kiir.

Machar siger i et telefon-interview med britiske BBC, at han har et forhandlingshold klar, men at han foreløbig afviser at tale om våbenhvile, medmindre der bliver etableret en overvågningsmekanisme fra det internationale samfund.

- Indtil mekanismer for at overvåge (våbenhvilen red.) er etableret, kan den ene part ikke vide sig sikker på, at der er en forpligtigelse, fordi den anden part siger det, siger Machar.

Han forlanger, at præsident Kiir løslader alle 11 af sine politiske allierede, der blev arresteret, da urolighederne startede. Han anerkender dog, at to af dem er blevet befriet.

Tirsdag besluttede FN at sende tusindvis af ekstra soldater til Sydsudan, så den fredsbevarende styrke nu består af 12.500 soldater og 1300 politifolk.

Flere tropper og militært udstyr ankommer til landet lørdag.

Ifølge FN er tusindvis blevet slået ihjel i Sydsudan siden 15. december, hvor kampene brød ud. Urolighederne begyndte, da præsident Kiir beskyldte den tidligere vicepræsident Machar for kupplaner.

Siden har regeringsstyrker kæmpet mod soldater, der støtter oprørsstyrkernes leder, Riek Machar.

Juleaftensdag oplyste FN, at flere massegrave er fundet i den nordlige del af landet og i Sydsudans hovedstad, Juba.

Fundet vækker minder om etniske udrensninger i Rwanda i 1994, hvor omkring 800.000 mennesker i løbet af tre måneder blev dræbt.

/ritzau/