Mangler stadig »rygende pistol« i Hedegaard-sag

Henvendelserne fra borgerne er kommet, efter at politiet mandag udbad sig oplysninger om en blå varevogn, som kan have tilhørt den gerningsmand, der iført en rød postjakke forsøgte at dræbe Lars Hedegaard på hans bopæl på Frederiksberg 5. februar i år.

Men der mangler stadig et afgørende spor, der kan pege politiet i retningen af gerningsmanden, understreger drabschef Jens Møller.

»Der er ikke den rygende pistol, der gør, at vi er på vej ud at anholde nogen som helst. Det er der ikke,« siger han.

Flere henvendelser drejer sig om den blå varevogn, som mange tilsyneladende tror, er eftersøgt af politiet.

»Nogle af dem tror fejlagtigt, at vi mangler køretøjet. Det vil vi gerne have berigtiget. For der er nogle, der mener at kende nogen, som kører rundt i den bil, men det gør de jo ikke, for bilen holder i politiets garage,« siger Jens Møller.

Han understreger, at politiet er på udkig efter et signalement på en person, der kan have haft den mørkeblå VW Transporter med registreringsnummer AW 89 223.

Varevognen indeholdt blandt andet en rulle gaffertape, som kan have DNA fra gerningsmanden, og derfor har politiet gennem Interpol sendt DNA-profilen bredt ud i verden. Endnu har det dog ikke båret frugt.

Politiet har også fundet en øldåse og en plastikdunk, som stammede fra varevognens tidligere ejer, men begge dele har også fremmede finger- og håndaftryk på sig.

Politiet gik ligeledes mandag ud med navnet Mohammed Issa, som kan tilhøre gerningsmanden, men som muligvis også er et falsk navn. Flere henvendelser går netop på navnet Mohammed Issa.

»Der er nogen, der mener at kende til en, der bliver kaldt det, men som ikke hedder det. Vi hører også - og det vidste vi godt i forvejen - at Mohammed Issa kan være synonym for en kendt terrorist, der hedder sådan,« siger drabschef Jens Møller.

Han understreger, at politiet er glade for alle henvendelser, men regner ikke med, at man endnu »har løsningen på gåden« og vil derfor gerne høre mere.

Dagens Gossip