Manning kan slutte legendernes pardans

Skrevet af admin

10/09/2015

Dagens topnyheder

Deres indtræden i NFL var vidt forskellig, men siden årtusindeskiftet har Peyton Manning og Tom Brady kørt et konkurrenceparløb i USA's største sportsliga, NFL. En evig kamp om at være den bedste og vinde mest i amerikansk fodbold.

2015-sæsonen, der indledes natten til fredag dansk tid, kan meget vel markere afslutningen på duellen mellem Manning og Brady. Især virker det sandsynligt, at Manning kan finde på at sige stop efter denne sæson.

- At slutte med et mesterskab ville jo være det ultimative. Men derudover handler det om, hvordan hans krop har det, og det er ikke usandsynligt, at han stopper, siger Anders Rune Jansen, NFL-ekspert hos Viasat, som dog ikke tror, at 39-årige Manning har truffet en beslutning endnu.

Dermed kan NFL-historiens måske mest langstrakte og intense quarterback-duel få skrevet sit sidste kapitel.

- Jeg kan ikke huske, at der har været to quarterbacks, eller to på andre positioner for den sags skyld, som har spillet i så lang tid og været på toppen i så lang tid samtidig, hvor begge også har vundet Super Bowl, siger Anders Rune Jansen.

- Jeg mener, det er ret exceptionelt, det vi har set og stadig er vidner til.

Peyton Manning var det åbenlyse talent fra universitetet i Tennessee, der i 1998 som forventet blev valgt først af alle i draften, hvor holdene på skift vælger de udklækkede college-talenter.

Tom Brady fra Michigan derimod var tæt på ukendt, blev valgt som nummer 199 ud af 254 i draften i år 2000 og havde udsigt til en NFL-karriere som evig reserve.

En skade til New England Patriots' daværende stjerne-quarterback Drew Bledsoe gav en komplet ukendt Tom Brady chancen for at træde ind på den store NFL-scene.

Han tog et middelmådigt New England-hold hele vejen til en sensationel Super Bowl-triumf i 2001-sæsonen, og siden har holdet og nu 38-årige Tom Brady været med i ligaens absolutte top.

Peyton Manning var på dette tidspunkt godt i gang med at udvikle sig til stjerne-quarterback, og tvekampen om titler, hæder og utrolige statistikker var skudt i gang.

Tager man et kig på statistikkerne, kommer de færreste i nærheden af Peyton Manning, men når det kommer til det, som det i virkeligheden handler, nemlig Super Bowl-triumfer, så fører Tom Brady 4-1 efter New Englands seneste triumf i 2014-sæsonen.

Og selvom de begge nærmer sig de 40 år ret så kraftigt, så er de stadig med helt fremme i det sjove selskab. Et afsluttende mesterskab til Peyton Manning i Denver Broncos er ikke usandsynligt.

- Jeg tror nærmest, deres forsvar bliver bedre end deres angreb i år, og det siger jo altså ikke så lidt. Hvis de vinder, så tror jeg, Manning stopper, og Denver er klart blandt favoritterne, mener Anders Rune Jansen, som også stadig ser potentiale i Brady.

- Personligt tror jeg, der er endnu et mesterskab i Brady. Måske ikke i den kommende sæson, men hvis han spiller fire-fem år mere, hvilket ikke er urealistisk, for han går meget op i at passe på sin krop, så tror jeg, han får et til.

Foreløbig kan NFL-fans nyde duellen i minimum 16 NFL-runder mere.

/ritzau/