Manning vil bruge Super Bowl-ydmygelse som brændstof

Skrevet af admin

03/02/2014

Dagens topnyheder

Seattle Seahawks blev en suveræn vinder af søndagens Super Bowl med en sejr på 43-8 over Denver Broncos.

Det startede øjeblikkeligt spekulationer om, hvorvidt taberens helt store stjerne quarterbacken Peyton Manning ville indstille karrieren. Men tværtimod har han ambitioner om at bruge det store nederlag som motivation.

- Det ændrer ikke ved, hvad jeg vil. Forhåbentlig kan vi bruge dette som brændstof både til off-season og også den næste sæson, siger den 37-årige quarterback ifølge AFP.

Nederlaget tangerede det tredjestørste i en Super Bowl, og Manning erkendte, at Broncos ikke var klar på dagen.

- Jeg synes, at vi spillede mod et rigtig godt hold. Vi var nødt til at spille virkelig godt for at vinde, men det var vi aldrig i nærheden af at gøre.

- Offensivt var vi ikke skarpe fra begyndelsen. Turnover'en på det første angreb, der gav dem en safety, var ikke den rette måde at starte på, siger Manning.

Han hentydede til episoden efter bare 12 sekunder, da Seattle Seahawks slog rekorden for den hurtigste scoring nogen sinde i en Super Bowl.

- Af en eller grund kom vi aldrig rigtig i gang ovenpå dette. Man må give Seattle en masse kredit. De er et fremragende fodboldhold, der udnyttede vores fejl. Samtidig spillede vi bare ikke godt.

Mannings holdkammerat Terrance Knighton satte et godt billede på det ydmygende nederlag, men også han understreger, at det skal bruges positivt fremadrettet.

- Det føles ikke rigtigt. Det er næsten som et mareridt. Men døm ikke holdet ud fra cifrene. De vil helt sikkert motivere os.

/ritzau/