Manu: DFs bøssesag-kommentar er bizar

Søren Espersen (DF) er folkevalgt, og derfor påtager han sig et ansvar, når han kommer med den bizarre kommentar til sagen om den russiske anti-homolov, at det er en "lille bøssesag."

Det skriver ligestillingsminister, Manu Sareen, i en kommentar fredag.

- [Det er] sagt af en fremtrædende dansk politiker om en lov, som et enigt EU fordømmer og anser som et alvorligt tilbageskridt for homoseksuelles rettigheder, skriver Manu Sareen.

- Når han som folketingsmedlem vælger de ord, så påtager han sig et ansvar. Den virkelighed, som Espersen medvirker til at forme, er, at det ikke er et problem, at homoseksuelle undertrykkes.

Historien udspringer af en kommentar fra TV2 News i mandags. Her talte Søren Espersen om, at kronprins Frederik har blandet sig i debatten om Ruslands meget omdiskuterede forbud mod "propaganda for ikke-traditionel seksualitet."

Og der udtalte Søren Espersen, at "monarkiet nok skal overleve den her lille bøssesag fra Rusland."

Og det, skriver Manu Sareen i sin kommentar, falder direkte ned i en tid, hvor der i forvejen raser en "global værdikamp" om køn, ligestilling og homoseksuelles rettigheder."

Han henviser til en undersøgelse fra Avisen.dk i sidste uge, hvor hver tiende præst svarede, at de var blevet spurgt til deres seksuelle observans ved ansættelsessamtalen.

- Espersens bizarre bemærkninger og menighedsrådenes ubetænksomhed minder os om, at kampen også foregår her i landet, skriver Manu Sareen.

Den russiske lov har sat gang i en større debat i den vestlige verden, og adskillige demonstrationer har fundet sted i Danmark.

- Et kæmpe land går i den gale retning. Det har store konsekvenser for hele homo-, bi- og trans-miljøet, ikke bare i Rusland, men også i de lande, som lader sig påvirke af Rusland, skriver Manu Sareen.

/ritzau/

 

Dagens Gossip