Maradona forbigået til landstrænerjob i Irak

Diego Maradona havde bejlet til det ledige sæde som landstræner for Irak, men den argentinske fodboldlegende fik ikke jobbet.

Det irakiske fodboldforbund har søndag forfremmet U/19-landstræner Hakeem Shakir, der også har været den midlertidige løsning, efter at brasilianske Zico i november valgte at trække sig som landstræner.

I sidste uge kom det frem, at Diego Maradona godt kunne se sig selv føre Irak frem til det kommende VM i 2014 i Brasilien.

- Diego er virkelig entusiastisk og ringer til os hver dag. Han vil ikke kun være træner i de næste seks måneder, men også være en løsning på lang sigt, sagde den argentinske fodboldagent Hernan Tofoni dengang til Reuters.

- Han er også oppe at køre over, at han måske skal erstatte Zico, tilføjede Tofoni.

Irak indtager i øjeblikket tredjepladsen i gruppe B i den asiatiske VM-kvalifikation, og det er langt fra sikkert, at landsholdet kvalificerer sig til VM om to år.

/ritzau/

 

Dagens Gossip