Maradona kritiserer Fifa for Suarez-straf

Skrevet af admin

27/06/2014

Mest læste i dag

Det argentinske fodboldikon Diego Maradona kritiserer i kraftige vendinger det internationale fodboldforbund (Fifa) for at have straffet Luis Suarez alt for hårdt.

- Hvem tror de, at de er? Hvorfor sender I ham ikke bare til Guantanamo-lejren? Det er en unfair karantæne. Der er noget mafia-agtigt over det hele, siger Maradona til Fifa i venezuelansk tv.

Suarez er blevet straffet for at have bidt italieneren Giorgio Chiellini under tirsdagens VM-kamp. Uruguay-angriberen fik torsdag sin karantæne. Ni landskampes karantæne samt udelukkelse for al fodbold de næste fire måneder var straffen til Liverpool-topscoreren.

Det er ikke første gang under VM-slutrunden i Brasilien, at Maradona langer ud efter Fifa. Efter kampen mellem Italien og Costa Rica blev syv spillere fra Costa Rica dopingtestet, mens det kun var to italienere.

- Hvorfor teste syv spillere fra Costa Rica og ikke syv fra Italien? Det sker kun, fordi folk er sure over, at Costa Rica - og ikke de store hold - går videre, og sponsorerne vil ikke betale det, de har lovet.

- Det er et brud på reglerne. To spillere fra hvert hold skal gennem dopingkontrol. Jeg ved, hvad jeg taler om, for det er overgået mig. Men syv spillere? Jeg har aldrig set noget lignende, siger Maradona.

I sin aktive karriere blev argentineren i 1994 sendt hjem fra VM i USA efter en dopingkontrol. Maradona blev taget med efedrin i kroppen.

/ritzau/dpa