Maratonfesten skyllede væk

Til de adrenalinfremkaldende toner af Volbeats »Viking Warrior« bragede titusinde par blå, lyserøde og neongrønne kondisko søndag morgen over startlinjen ved Copenhagen Marathon.

Truende, grå skyer gav de mange løbere god grund til at skrue tempoet i vejret på de 42,2 kilometer gennem hovedstaden. Allerede en halv time inde i kraftanstrengelsen brast himmelen, og tilskuerne kunne drømmende ønske sig tilbage til gårsdagens sommerdag. Det skriver b.dk.

Men selv om motionister og eliteløbere sikkert har været glade for at undgå den bagende sommersol, fik regnen dog folkefesten til at udeblive til det store event, der havde spærret en god del af de københavnske gader af. Ikke mindst havnebadet på Islands Brygge måtte kigge langt efter besøgende.

Det var begrænset, hvor mange tilskuere der havde taget plads på lægterne. Men en ukuelig, paraplybærende skare jublede om kap med popmusikken i målområdet og klappede taktfast løberne velkommen.

Også deltagerantallet var smule lavere en sidste år, men det var som altid en broget forsamling, der var troppet op til udfordringen på Bryggen. Løbere fra nær, fjern, Nørrebro og Grønland. Løbere i bare tæer, fanebærende soldater i marchtempo og Siriuspatruljen, som forcerede distancen med en slæde på slæb.

Nærværende journalist nåede i ly for regnen på Café Langebro, og den idé var der også andre, der havde fået. Svenske Christina Stam var fløjet fra Stockholm for at se sin datter Petronella løbe sit første maraton. Hun havde skiftet regn og gråvejr ud med kaffe og rundstykker, og fra de trygge caféstole kunne hun følge datterens position på mobilen.

»Hun har løbet 14 kilometer nu. Og her kan man se, at hun kommer i mål efter fire timer og seks minutter,« siger den stolte mor til b.dk.

Det nåede dog ikke at blive til mange kopper kaffe, før frontgruppen med hastige skridt nærmede sig mål. Første mand over stregen blev marokkanske Rachid Kirsi, som blev noteret for tiden 02:17:22. Dermed rykkes der ikke en tomme ved Svend Erik Kristensens efterhånden 27 år gamle løbsrekord på 02:14:16.

I hælene på Rachid kom vinderens landsmand, Ahmed Nasef, som tog andenpladsen blot et sekund efter, og inden for et minut havde også danskeren Henrik Them Andersen kæmpet sig over stregen og fik dermed en DM-titel oven i hatten.

De næste par timer væltede det ind med sjaskvåde løbere. Og små fem timer efter startskuddet skyllede en storsmilende og aldeles uforpustet Annette Fredskov ind over målstregen.

»Det kan godt være, man ikke kan se det på mig, men jeg kan godt mærke det i benene,« siger den 41-årige maratonløber til b.dk.

Det mærkværdige ved netop løber nummer 6518 er, at det er hendes maraton nummer 309 på ligeså mange dage. Den præstation fortsætter indtil midt i juli, hvor hun vil have rundet 365 maratonløb på et år.

Og præstationen aftvinger da også beundring ved mållinjen.

»Er det dig, der løber et maraton om dagen? Respekt! Det tager jeg fandenme hatten af for,« udbryder en anden løber.

Annette Fredskov medgiver, at det selvfølgelig var ærgerligt med regnen, men hun forsikrer, at det er noget, hun har prøvet før i de over 300 dage, hun har tilbagelagt de ikoniske 42,2 kilometer.

Dagens Gossip

Dagens TV