Marcel Hirscher vinder World Cup i storslalom

Skrevet af admin

05/03/2016

Dagens topnyheder

For tredje gang i karrieren kan Marcel Hirscher kalde sig World Cup-vinder i storslalom.

Med en sejr i lørdagens løb i Kranjska Gora i Slovenien har den 27-årige østriger nu et forspring på 111 point ned til Alexis Pinturault i storslalomstillingen, og det hul kan ikke lukkes i sæsonens sidste storslalom 19. marts.

Hirscher vandt også storslalom-World Cuppen i 2012 og 2015.

Med sejren lykkedes det også for Hirscher at bremse Alexis Pinturaults fremmarch. Franskmanden havde vundet fire storslalomløb på stribe, men måtte altså nøjes med andenpladsen i Kranjska Gora. Norske Henrik Kristoffersen blev nummer tre.

Mens storslalom-World Cuppen nu med matematisk sikkerhed er Hirschers, er han endnu ikke helt i mål i kampen om den samlede World Cup.

Det er dog langt ude i teorien, at Henrik Kristoffersen skal indhente de 333 point, som Hirschers forspring lyder på. Nordmanden har da også allerede varslet, at han ikke agter at stille op i alle sæsonens syv resterende løb i World Cup-kalenderen.

Søndag afvikles sæsonens næstsidste slalom i Kranjska Gora.

/ritzau/