Marco Rubio trækker sig efter nederlag til Donald Trump

Skrevet af admin

16/03/2016

Dagens topnyheder

Republikaneren Marco Rubio bliver ikke partiets kandidat ved præsidentvalget til november.

Det siger han natten til onsdag dansk tid efter at have tabt primærvalget i sin hjemstat, Florida, stort til Donald Trump, der snupper alle 99 delegerede i delstaten.

Dermed er 44-årige Marco Rubio så langt bagud i kapløbet hos Republikanerne, at han ikke selv ser sig om en mulig vinder af partiets nominering.

- Selv om det ikke er Guds plan, at jeg bliver præsident i 2016 eller måske nogensinde, og selv om jeg i dag indstiller min valgkamp, er det faktum, at jeg overhovedet er nået så langt et bevis på, hvor specielt et sted USA er, siger han i en tale foran skuffede tilhængere i Florida.

Han lykønsker samtidig Donald Trump med sejren i delstaten.

- Det står klart, at vi i år ikke vil være på vindersiden.

- Men mens det måske ikke har været året for det håbefulde og optimistiske budskab om vores fremtid, er jeg stadig håbefuld og optimistisk for USA, siger han.

I Florida blev Marco Rubio nummer to, men i mange andre delstater har han fået opbakning fra under ti procent af vælgerne. I sidste uge var det tilfældet i både Mississippi og Michigan.

I stedet ser det nu ud til, at Donald Trump har direkte kurs mod at blive nomineret til Republikanernes præsidentkandidat. Han har høstet mange stemmer over alt i USA, og den vælgerstrømning burde de andre kandidater have set komme, mener Rubio.

- USA er midt i en stor politisk storm, en tsunami, og vi burde have set den komme, siger han.

Marco Rubios politiske fremtid er nu særdeles usikker. Ud over at han ikke bliver præsident i USA, genopstiller han heller ikke til Senatet.

Dermed synes han for en stund kørt ud på et sidespor i amerikansk politik, selv om mange på forhånd havde set ham som Republikanernes bedste bud på en konkurrent til Hillary Clinton ved valget i november.

/ritzau/