Mareridt: Alarm tvinger fly til at vende om

Et Boeing 787 Dreamliner-fly måtte torsdag vende tilbage til Bostons internationale lufthavn, efter at en indikator-alarm havde sat i gang.

- Piloten besluttede at vende om på grund af stor forsigtighed, siger lufthavnens talsmand Richard Walsh.

Flyet var fra Japan Airlines, og her bekræfter en talsperson hændelsen:

- Som en standard præventiv foranstaltning på grund af en indikator om vedligeholdelse vender JL007 med retning Tokyo-Narita tilbage til Boston Logan for at blive tjekket, siger Carol Anderson.

Kort efter hændelsen faldt Boeing-aktien på grund af vedvarende bekymringer over Boeings nyeste fly, der stadig bliver undersøgt, efter at en parkeret Dreamliner brød i brand i Londons Heathrow lufthavn i sidste uge.

Dreamliner-modellen har generelt været lidt af et mareridt for Boeing. 7. januar begyndte et helt nyt, parkeret Dreamliner-fly at brænde i lufthavnen Boston.

16. januar fik alle Dreamlinere startforbud i USA og Japan, efter at et af flyene måtte sikkerhedslande i Japan på grund af røgudvikling om bord.

Dagen efter fik Dreamlineren også startforbud i Europa og Asien. Problemerne blev lokaliseret til en kortslutning i lithium-batterierne.

Da de blev skiftet ud med en ny batteritype, blev startforbuddene ophævet i slutningen af april.

Ud over branden om bord på Dreamliner-flyet i Heathrow, måtte et andet fly samme dag nødlande i Manchester i England efter tekniske problemer.

/ritzau/Reuters

 

Dagens Gossip

Dagens TV