Margrethe Vestager bliver EU-kommissær

Økonomi- og indenrigsminister og leder af De Radikale, Margrethe Vestager, bliver Danmarks nye EU-kommissær og træder derfor ud af den danske regering i næste uge. Det oplyser statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i Bruxelles.

Thorning siger på et pressemøde efter afslutningen af EU-topmødet, at udnævnelsen af Vestager efter hendes mening vil sikre, at Danmark får en tung kommissærpost. Men hun vil ikke på nuværende tidspunkt løfte sløret for, hvilken post hun sigter efter.

- Jeg kommer til at savne Margrethe, som jeg har arbejdet godt sammen med. Men det er altså det, vi må gøre nu, for at sikre, at Danmark får en tung post i den nye kommission.

- Det er en tung post, vi gerne vil have. Jeg kan ikke afsløre, hvad det er på nuværende tidspunkt.

- Juncker har tilkendegivet over for mig, at Margrethe Vestager vil få en tung post, som er god for Danmark, og som svarer til hendes åbenlyse politiske og faglige tyngde. Hun er et stærkt kort for Danmark, og jeg forventer meget af det, siger statsministeren.

Hun oplyser, at den nødvendige regeringsrokade vil komme i løbet af den kommende uge.

Ifølge statsministeren må det være op til De Radikale selv at håndtere et formandsvalg. Men hun regner med, at den nye økonomi- og indenrigsminister vil være den nye radikale formand.

Thorning siger, at hun har været i dialog med den kommende kommissionsformand, Jean-Claude Juncker, om posten siden juni. Og at han allerede "glæder sig til", at Vestager kommer".

Danmark er et af de sidste EU-lande, der offentliggør navnet på sin kommissærkandidat.

Også Belgien og Holland har tøvet - Belgien, fordi landet i øjeblikket er i regeringsforhandlinger, og Holland, fordi man ønsker en tung økonomisk post til finansminister Jeroen Dijsselbloem, hvis denne ikke længere skal være formand for eurogruppen.

Juncker har ikke kunnet færdiggøre sin liste over kommende kommissærer, før der var styr på, hvem der skal være EU's udenrigschef. Udenrigschefen tæller som sit lands EU-kommissær, men skal ulig andre kommissærer først indstilles af alle medlemslandene i fællesskab.

Efter at EU-topmødet tidligere lørdag besluttede at indstille Italiens udenrigsminister, Federica Mogherini, ventes Juncker nu at offentliggøre den samlede liste over kommende kommissærer tirsdag eller onsdag i næste uge.

Først når listen er formelt godkendt i alle medlemslandene vil Juncker - formentlig i næste uge igen - løfte sløret for, hvilke ansvarsområder han vil give de enkelte kommissærer.

Kandidaterne skal derefter til høring i de relevante fagudvalg i Europaparlamentet. Hvis tidsplanen holder, ventes Europaparlamentet at stemme om godkendelsen af den samlede kommission på sin samling 20. til 23. oktober i Strasbourg.

Den nye kommission skal efter planen træde til 1. november.

Det er dog ofte før set, at skiftedagen er blevet udsat, fordi enkelte kommissærkandidater har mødt modstand i parlamentet. Flere af de nuværende kommissærer har derfor forlænget deres nationalt ansatte personale helt til februar næste år.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV