Maria Montell om sin alder: Man er ikke så sprød længere

Skrevet af Aller Media

03/03/2014

Dagens topnyheder

Albumaktuelle Maria Montell har været sammen med skuespiller og instruktør Thomas Villum Jensen i 11 år, og sammen har de tre børn på ni, syv og tre år. Selv er Maria Montell 45 år, og selv om hun har haft mange kriser i sit liv, så er alderskrisen ikke en af dem, hun har haft. Faktisk kalder hun 40’erne ’et godt sted at være’.

– Men jeg tænker da over det, og jeg kan godt lide den modenhed, jeg har fået. Jeg kan mærke den helt bogstaveligt ved, at jeg er blevet bedre til at tage beslutninger. Hvor jeg før i tiden gik rundt om mig selv i lang tid og var i tvivl: ’Skal jeg, eller skal jeg ikke?’, er jeg mere beslutsom i dag og tør sige: ’Nu er det f..... nu!’ og holde fast, siger hun til SØNDAG.

- Jeg har været igennem alle kriser, fortæller Maria Montell på søndag.dk, hvor hun også fortæller om kærlighedskrisen og om mor-krisen, der er endt som inspiration til Maria Montells nye album.

Livet går mod døden

Men selv om Maria Montell ikke panikker over sin alder, så er der dog et par få ting, der er mindre gode ved at være nået op i 40’erne.

– At man ikke er så sprød længere, siger hun og griner.

– Men ellers er det vel, at livet går, og vi går med, og vi går bare hen imod døden, siger Maria Montell.

En levende legende takker af. Læs hvem det er på soendag.dk 

Vigtigt at tænke over hvad vi bruger tiden på

Og døden er faktisk noget hun tænker på.

- Ja, det gør jeg da! Jeg tænker da på, at der er SÅ meget af livet og SÅ meget, jeg gerne vil nå at se, når mine børn vokser op. Og igen: Når man har haft det hårdt og smagt nedturen, glæder man sig til opturen. Jeg glæder mig til, at det bliver sommer, og blomsterne springer ud, og vi griller i haven, og alle sammen cykler os en tur. Det er helt banale ting. Men det glæder jeg mig altså til, siger hun og fortsætter:

– Når jeg ser på mine forældre, som jeg ikke ser så tit, fordi de rejser meget og er meget væk, eller når jeg kigger på billeder af mine børn fra sidste år, så slår det mig, hvor stærkt alting går, og hvor vigtigt det er, at vi tænker over, hvad vi bruger vores tid på, siger hun.

Af Britta Bjerre, redigeret af Trine Fisker, SØNDAG/NewsDesk, Aller Media