Maria Montell synger om sine mange kriser

Af Britta Bjerre, SØNDAG/NewsDesk Aller Media

- Jeg har været igennem alle slags kriser.

Sådan både synger og siger sangerinde Maria Montell, som er aktuel med albummet ’NU’, der er hendes første efter ni års pladepause.

Til SØNDAG siger den 45-årige sangerinde og mor til tre ærligt, at kærligheden ikke altid har været nem, og at hun til tider har haft lyst til at stikke af fra det hele:

- Det er en kæmpe udfordring at være sammen og også få børn. Men når man kommer over alle hurdler og igennem alle kriser, forstår man også, at det er kriserne og nedturene, der gør én stærkere, også som par, og at det er kriserne og nedturene, man lærer af, siger Maria Montell.

Skuespiller Pernille Højmark: Derfor spiser jeg lykkepiller. Det fortæller hun på søndag.dk

Jeg skriver musik på instant-følelse

Kriserne og nedturene skriver hun om i noterne til sin nye plade:

’Jeg har været igennem alle slags kriser. Mor-krisen, far-krisen, skole-krisen, kærligheds-krisen, folk går bort-krisen, verden bløder-krisen og ikke mindst finans-krisen. Men jeg er stadigvæk rask. Og det er vel det, der tæller, når dagen er omme!’

– I al den tid, jeg har skrevet musik, er det en instant-følelse, jeg skriver på, og derfor bliver mine sange altid meget umiddelbare. Det er livet, jeg lever, der giver mig inspiration, siger hun og tilføjer:

– Det er svært for mig at skrive på en følelse af, at det hele bare kører derudad, og ’Vil du se mit pæne hjem’. Der er ikke så meget på spil dér, vel? For mig må der være en længsel efter noget, eller man må have noget på hjerte, som man bare må ud med, før der kommer en sang, siger hun. 

Sonja Oppenhagen: Derfor forlod jeg Klaus Pagh. Det fortæller hun på søndag.dk

Jeg har ikke været klar før nu

Hvorfor kommer albummet først nu?

– Jeg har bare ikke været klar før nu. Det er først nu, jeg har lysten til at komme ud med mig selv. Og viljen til det. For man skal vide én ting: Hvis man vil gøre musikkarriere, er det ikke nok at ville det halvt, man skal ville det helhjertet og 100 procent. Og det har jeg altså ikke været parat til før nu, siger hun og fortsætter:

– Jeg synes selv, at det her album er præget af at være skrevet af en moden kvinde, der har prøvet mange ting her i livet, og som er blevet mor og har rundet de 45, og som synger om de ting, hun har på hjerte, siger Maria Montell.

For selvfølgelig er der forskel på de sange, hun skrev, da hun var yngre, og de sange, hun skriver nu.

– Den der søgen efter den store kærlighed og alle de medfølgende kærlighedskvaler er der ikke længere i mine sange. For kærligheden ER her. Nu handler det mere om savnet af at være et frit menneske og til at være fri af alle de bekymringer, man kan have, når man får familie og regninger og terminer. For ja, jeg kan da også ligge søvnløs om natten og være bekymret for, om det hele kan løbe rundt.
 

Dagens Gossip