Marianne Bonde efter EM-afbud: Den er svær at sluge

Dommen var hård, da håndboldspilleren Marianne Bonde tirsdag fik svar på skanningen, som skulle opklare omfanget af skaden, hun pådrog sig i landsholdets kamp mod Frankrig ved Golden League-stævnet søndag aften.

Den viste, at København Håndbold-spillerens bageste korsbånd i venstre knæ er beskadiget, og dermed var det farvel til det forestående EM i Ungarn.

- Jeg er vanvittigt ked af det, og jeg er bare så ærgerlig. Jeg ved næsten ikke, hvad jeg skal sige, for den er virkelig svær at sluge, siger Marianne Bonde til København Håndbolds hjemmeside.

- Jeg føler jo, at jeg svigter pigerne, men jeg ved, at de klarer den. De er så seje, siger Bonde.

Hun kom til skade tidligt i opgøret mod franskmændene. Den stærke stregspiller var igennem undersøgelser på sidelinjen umiddelbart efter skaden, og hun kunne gå relativt ubesværet i omklædningsrummet. Men desværre viste skaden sig værre end frygtet.

Landstræner Jan Pytlick har endnu ikke udpeget spilleren, der skal afløse uheldige Bonde i truppen.

EM-turneringen begynder på søndag.

/ritzau/

Dagens Gossip