Marianne Jelved rejser til vinter-OL i Rusland

Vinter-OL i russiske Sochi begynder i februar næste år, og den danske kulturminister, Marianne Jelved (R), rejser til Rusland for at støtte de danske atleter.

Dermed bliver der ingen boykot fra den danske regering i protest mod Ruslands krænkelse af menneskerettighederne.

- Jeg tager af sted, så jeg kan møde de danske deltagere, når de skal i kamp. Det er en tradition, vi har blandt kulturministre i Danmark, og det synes jeg sådan set er rimeligt, siger Jelved til Politiken.

Frankrigs præsident, François Hollande, og Tysklands forbundspræsident, Joachim Gauck, møder ikke op i Sochi. Det kan være i protest mod den kontroversielle russiske lov, der indskrænker homoseksuelles rettigheder.

- Jeg har altid været imod, at man boykotter legene, og det bakker regeringen op om. Så det er slet ikke på tale, siger Jelved.

Spørgsmål: En boykot kan ses som en protest mod Ruslands krænkelse af menneskerettighederne. Hvorfor vil den danske regering ikke sende det signal?

- Fordi vi går ind for en kritisk dialog. Det betyder, at vi møder op ansigt til ansigt og tager diskussionen med russerne. Det kan vi ikke, hvis vi boykotter dem.

- Jeg synes, det er udemokratisk at boykotte. Det er demokratisk at møde op og diskutere med dem, vi er uenige med, lyder svaret fra Jelved.

På spørgsmålet om, hvordan hun tolker andres afbud til legene, svarer hun:

- Som jeg har forstået det, er der ikke tale om en boykot fra den franske præsident. Han deltager bare ikke. Men de sender deres sportsminister.

- Og alle de andre nordiske lande deltager også. Men jeg går egentlig heller ikke så meget op i det. Jeg deltager, fordi det kan lade sig gøre.

/ritzau/

Dagens Gossip