Marine Le Pen frikendt efter omstridt citat om muslimer

Skrevet af admin

15/12/2015

Dagens topnyheder

Marine Le Pen frikendes for anklager om at opildne til had, efter at hun sammenlignede muslimske prædikanter med de nazistiske besættelsesstyrker.

Den 47-årige Le Pen var anklaget for at opildne "til diskrimination, vold eller had mod en gruppe mennesker på baggrund af deres religion."

Hun har selv insisteret på, at hun ikke har begået nogen forbrydelse.

De omstridte udtalelser blev fremsat af Le Pen i Lyon i december 2010 under et kampagnemøde.

Et par måneder før hun overtog lederskabet af partiet Front National, udtalte hun sig om muslimer, som bad på gaden, fordi moskeerne var fyldte.

- Jeg beklager, men nogle mennesker er stadig glade for at tale om Anden Verdenskrig og om besættelsen, så lad os tale om besættelsen, fordi det er, hvad der sker her.

- Der er ingen kampvogne, ingen soldater, men det er stadig en besættelse, og det tynger folk, sagde den senere leder af det EU- og indvandrerkritiske parti.

Marine Le Pen ventes at stille op ved præsidentvalget i Frankrig i 2017.

Den højrenationalistiske stjernepolitikker har vundet stor tilslutning efter flygtningestrømmen i EU og skudangrebene i Paris 13. november, hvor 130 mistede livet.

Ved den sidste valgafhandling af regionalvalget søndag, lykkedes det ikke Front National at vinde en region i Frankrig, selv om partiet stormede frem ved første valgafhandling.

/ritzau/AFP