Marine Le Pen trods nederlag: Intet kan stoppe os nu

Skrevet af admin

14/12/2015

Dagens topnyheder

Selv i nederlagets stund er den højrenationalistiske stjernepolitiker Marine Le Pen klar med en trodsig og bidende bemærkning.

Kun ved at trække kandidater i flere regioner sørgede præsident Francois Hollandes Socialistparti efter alt at dømme for, at sejren gik til de konservative og ikke til Le Pens Front National ved søndagens regionalvalg.

- Intet kan stoppe os nu. Stigningen i den nationalistiske strøm er uundgåelig - valg efter valg, tordner Le Pen til sine tilhængere efter offentliggørelsen af de første valgstedsmålinger.

- Vi har tredoblet antallet af repræsentanter, og vi er den største opposition i Frankrigs regioner, siger den 47-årige politiker.

Front National, der er gået massivt frem efter flygtningekrisen i EU og skudmassakren i Paris, fik et historisk godt valg ved den første valgrunde sidste søndag.

Både partilederen, Marine Le Pen, og hendes 26-årige niece, Marion Marechal-Le Pen, brød gennem den symbolske grænse på 40 procent af stemmerne.

Men præsidentens beslutning om at ofre egne stemmer for at forhindre en triumf til Front National ser altså ud til at have båret frugt. Ikke en eneste af regionerne står Le Pen og hendes parti til at vinde.

Dermed ser Le Pen fortsat ud til at have et stykke vej til at overbevise størstedelen af de franske vælgere om, at hendes parti ikke længere er en samling af farlige ekstremister.

Netop det billede ser hendes politiske modstandere dog ikke ud til at ville opgive.

- I aften er der ikke nogen plads til lettelse eller triumfering, siger premierminister Manuel Valls søndag aften.

- Faren fra de stærkt højreorienterede er ikke væk. Langt fra, siger Valls.

/ritzau/AFP