Mark Cavendish går glip af VM

Skrevet af admin

04/09/2014

Dagens topnyheder

Spurtkanonen Mark Cavendish er klar nok til at køre Tour of Britain fra på søndag, men cykelrytteren kommer ikke med til VM på landevej, som bliver kørt i Spanien senere i denne måned.

Verdensmesteren fra 2011 er langt fra topformen, efter at han i juli måtte udgå af Tour de France efter et styrt på 1. etape.

Derfor er Mark Cavendish ikke med i Storbritanniens VM-trup på foreløbig 14 ryttere, der blev offentliggjort torsdag, og som senere skal skæres ned til otte ryttere.

- Jeg kører i den kommende uge (i Tour of Britain), fordi det er det store løb i mit hjemland, og det ønsker jeg altid at støtte, når jeg kan, siger Mark Cavendish til løbets hjemmeside.

Sprinteren fra Omega Pharma-Quick-Step-holdet måtte opereres i skulderen efter sit styrt i Tour de France, og han kunne derfor heller ikke nå at komme med i Vuelta a España, der bliver kørt i øjeblikket.

Trods Cavendishs manglende deltagelse er der mange velkendte navne i Storbritanniens bruttotrup til VM.

Her er blandt andre Chris Froome, Bradley Wiggins og Geraint Thomas med.

/ritzau/