Mark Cavendish tager fjerde sejr i Touren

Mark Cavendish gjorde det igen.

For fjerde gang i dette års Tour de France vandt den 31-årige rytter fra Dimension Data en massespurt, da han var hurtigst over målstregen på 14. etape.

Selv om konkurrenterne gjorde alt, hvad de kunne for at slå Cavendish, så havde briten bare lidt mere power i benene.

Med lørdagens sejr er han oppe på 30 Tour-sejre i karrieren.

14. etape blev præget af et langt udbrud bestående af fire ryttere, der rev sig fri af feltet efter små 30 af de 208 kilometer.

Efterhånden som kvartetten bestående af Jérémy Roy (FDJ), Alex Howes (Cannondale), Martin Elmiger (IAM) og Cesare Benedetti (Bora-Argon) nærmede sig målstregen i Villars-les-Dombes Parc des Oiseaux, satte feltet tempoet op.

Tre kilometer før opløbsstrækningen blev udbryderne opslugt af feltet.

Danske Matti Breschel (Cannondale) blev tvunget til at udgå af Touren med omkring 50 kilometer tilbage af etapen efter et styrt.

/ritzau/

Dagens Gossip

Dagens TV