Mark O. melder sig klar til OL efter hjernerystelse

Skrevet af admin

08/04/2016

Mest læste i dag

Bryderen Mark O. Madsens OL-deltagelse har været i fare, siden han i november blev ramt af en hjernerystelse, der har holdt ham væk fra kampe og hård træning lige siden.

Men nu meddeler Mark O. Madsen, at hjernerystelsen er væk, og at hans tredje OL dermed bliver en realitet. Det sker i en video på Dansk Brydeforbunds hjemmeside.

- Det går rigtig godt. Det er to uger siden, jeg har mærket noget til det. Nu er vi der, hvor jeg føler, jeg er kommet videre og er kommet ovenpå igen, så jeg kan komme i gang med OL-forberedelserne og få smadret klappen i bund, siger Mark O. Madsen i videoen.

Bryderen blev i november den første dansker, der officielt blev udtaget til OL, efter han i august havde vundet sølv ved VM i Las Vegas.

Trods hjernerystelsen slog Danmarks Idrætsforbund (DIF) i marts fast, at Mark O. Madsen er blandt de OL-deltagere, man håber kan tage en medalje med hjem fra legene i Rio.

Timingen for hans comeback er heldig, da de planlagte OL-forberedelser for alvor skal skydes i gang netop nu.

- På onsdag tager vi på den første træningslejr i forberedelserne frem mod OL. Vi skal til Spanien på højdetræningslejr i tre uger. Så jeg er godt sulten og glæder mig til at komme afsted.

- Det bliver fedt at komme ned og få følelsen af at være i gang og være i bevægelse hen mod det, som er årets store mål, siger Mark O. Madsen.

OL i Rio starter 5. august i brasilianske Rio.

/ritzau/