Markant flere asylansøgere rejste til Europa sidste år

Krisen i Ukraine, ustabile forhold i Libyen og borgerkrig i Syrien. Konflikter er der nok af, og det kan mærkes på antallet af mennesker, der søger om asyl i et EU-land.

Sidste år søgte i alt 626.000 mennesker om asyl i Europa, viser nye tal fra Eurostat. Det er næsten 200.000 flere end i 2013.

Især den fire år lange borgerkrig i Syrien er med til at skyde tallene i vejret. Hver femte person, der rejste til EU med håbet om asyl, kom nemlig fra Syrien.

I 11 ud af de 28 medlemslande var der flest syrere blandt asylansøgerne.

Tyskland og Sverige var de to lande, som modtog flest syrere - helt præcist 60 procent af de godt 120.000 syrere, der kom til Europa.

Ser man på samtlige Europas asylansøgere, er Tyskland også den største modtager. Her rejste hver tredje ansøgere til sidste år.

Hvis man derimod sammenligner med antallet af indbyggere i medlemslandene, topper Sverige, som modtog 8,4 ansøgere per tusind indbyggere. For Danmarks vedkommende lå det tal på 2,6 ansøgere per tusind indbyggere.

Men selvom Danmark langt fra er det land, som har modtaget flest asylansøgere, er antallet alligevel fordoblet i løbet af de to sidste år fra godt 7000 til godt 14.000.

Sidste års høje tal af asylansøgere i Danmark skyldes primært, at antallet steg markant hen over sommeren og ind i efteråret. Alene i september kom der 3150 asylansøgere.

Hvis man deler året op i kvartaler, faldt antallet af ansøgere også med 47 procent i de tre sidste måneder af 2014, skrev Jyllands-Posten i weekenden.

Ud over syrere fik Danmark flest statsløse ansøgere og fra Eritrea. I EU var der flest ansøgere fra Afghanistan og Kosovo efter Syrien.

/ritzau/

Dagens Gossip