Markant flere bliver taget med stoffer i lommen

Stadig flere danskere får bøde eller fængselsstraf for at være i besiddelse af rusmidler som hash, amfetamin, kokain og ecstasy. Det skriver Søndagsavisen.

På bare fire år er mængden af sager om besiddelse af euforiserende stoffer steget med 36 procent fra 14.675 i 2010 til 19.996 i 2013. Samtidig er antallet af sager mod personer, der sælger stofferne, steget med 35 procent fra 2.147 sager i 2010 til 2.898 i 2013. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som Søndagsavisen har fået udleveret.

Stigningen er i høj grad resultat af en styrket politiindsats.

- Den tidligere regering indførte i 2004 nultolerance politik på området – altså: ingen advarsler, kun bøder – og i 2007 blev strafferammen hævet markant. Siden har flere politikredse haft et øget fokus på indsatsen mod euforiserende stoffer og brugt flere ressourcer på den, siger Esben Houborg, der er lektor på Center for Rusmiddelforskning, til Søndagsavisen.

Den øgede politiindsats og mængde sager får ikke Simon Emil Ammitzbøll, retsordfører for Liberal Alliance, til at klappe i hænderne.

- Alt for mange mennesker bliver generet og får lommerne rodet igennem for småkriminalitet, mens der raser bandekrig i gaderne, og Danmark ligger i toppen af de europæiske indbrudsstatistikker. Borgerne kan dårligt få fat i en betjent, hvis de har haft indbrud, men hvis man har glemt cykellygten eller har en klump hash i lommen, så skal de nok stå der, siger han.

Den kritik er Trine Bramsen, retsordfører for socialdemokratiet, dog langt fra enig i. Hun roser politiets indsats.

- Det er ulovligt at være i besiddelse af narkotika i Danmark, så det er helt naturligt og glædeligt, at politiet har brugt flere ressourcer på det her område, siger hun.

Politiets indsats mod euforiserende stoffer fortsætter med fornyet styrke i 2014. Det fremgår af resultatkontrakten mellem Justitsministeriet og Rigspolitiet, som blev offentliggjort i starten af januar.

//Søndagsavisen

Dagens Gossip

Dagens TV