Markant højere cigaret-pris skal mindske antallet af rygere

»Det vil være naturligt at gøre en pakke cigaretter minimum fem kroner dyrere. Hvis prisen hæves mindre end fem kroner, tror jeg ikke, at forbrugerne vil opleve det som en reel stigning - så vil de bare tage det som almindelig prisudvikling. Det er vigtigt, at man hæver afgifterne ret markant, så det bliver tydeligt for forbrugerne,« siger projektchef Niels Them Kjær fra Kræftens Bekæmpelse.

Organisationen har en målsætning om, at en pakke cigaretter skal koste cirka 50 kroner.

Opfordringen fra Kræftens Bekæmpelse kommer på dagen, hvor Danmarks Statistik har præsenteret friske tal for salget af cigaretter. Fra 2007 til 2012 faldt salget 17 procent, men fra 2011 til 2012 faldt det kun to procent.

»Det er positivt, at salget falder, men det er gået lidt i stå. Jeg er faktisk skuffet over, at det ikke går hurtigere,« siger Niels Them Kjær og uddyber:

»Der er mange forskellige ting, man kan gøre, men det mest effektive er at regulere afgifterne«.

Tallene viser, at hver enkelt dansker - uanset alder - i gennemsnit røg 1.209 cigaretter i 2012 mod 1.457 i 2007.

Sidste år regulerede politikerne rygeloven, men Niels Them Kjær forventer ikke, at effekten kan ses på de fremtidige tal.

»Det var en meget lille regulering, så jeg tror ikke, effekten bliver til at få øje på«.

Det er ikke kun salget af cigaretter, der er faldende. I 2012 blev der solgt 42.694.000 liter ren alkohol mod 47.963.000 liter i 2011, og det svarer til et fald på 11 procent. I 2007 blev der solgt 48.993.000 liter.

Dykker man ned i tallene, ser man, at ølsalget fra 2011 til 2012 faldt med seks procent, mens salget af vin styrtdykkede med 17 procent.

Johan Juul-Jensen, forbrugerøkonom hos Nykredit, ser tre grunde til, at der købes færre øl og flasker vin i Danmark.

»Generelt drikker vi mindre end tidligere, så det handler især om ændret forbrugsmønster,« siger han.

1. januar 2012 blev punktafgifterne på blandt andet øl og vin hævet, og det kan godt have fået butikker til at købe ekstra ind inden den dato.

»Det kan ikke udelukkes, at der har været hamstring, og det kan godt forskyde billedet lidt,« siger Johan Juul-Jensen.

Han mener, at den tredje forklaring er grænsehandlen, hvor mange køber eksempelvis alkohol på den tyske side af grænsen.

Dagens Gossip

Dagens TV