Markante forskelle på prisen for børnepasning

Kravene til, hvad forældre skal tjene for at få råd til børnepasning, varierer voldsomt fra kommune til kommune.

Mens en typisk familie med to børn i Haderslev skal afsætte 5076 kroner af den månedlige indkomst til børnepasning, skal en tilsvarende familie med samme indkomst i Allerød tjene 7860 kroner før skat.

Det viser en undersøgelse foretaget for Ugebrevet A4 af analyse- og forskningsinstituttet Bureau 2000.

Hos Forældrenes Landsorganisation, Fola, mener næstformand Dorthe Boe Danbjørg, at priserne i især nogle kommuner er en stor belastning for familiernes økonomi.

- Selvom vi ikke kan se, hvilken service der gemmer sig bag de enkelte priser, er der ingen tvivl om, at nogle kommuner er med til at lægge et stort økonomisk pres på forældrene, siger Dorthe Boe Danbjørg til A4.

Hun bakkes op af direktør i analyseinstituttet Bureau 2000, Niels Glavind, der står bag undersøgelsen.

Han forklarer, at prisforskellene i høj grad hænger sammen med, om kommunerne har dagpleje eller vuggestue.

- Vuggestue er dyrest. Yderkommuner har typisk en stor andel af dagplejere, fordi det er lettere at etablere en dagpleje her, hvor der er billige huse og store haver, end på fjerde sal i en større by, siger Niels Glavind.

Allerøds borgmester Jørgen Johansen (K) medgiver, at kommunens forskellige dagtilbud er dyre sammenlignet med tilbud i andre kommuner.

- For at bevare den kvalitet, vi giver børnene i vores kommune, er det nødvendigt med den nuværende takst, siger borgmesteren.

Han erkender, at ikke alle forældre er lige begejstrede for den højere forældrebetaling, der følger med, når kommunen bruger mange penge på børneområdet.

- Med så høj en takst som vores er det klart, at nogle vil klage. Det kan ikke være anderledes. Der er heller ingen tvivl om, at der er tale om en rigtig høj pris for familier med en middelindtægt, siger Jørgen Johansen til A4.

Takster og krav til indkomst i alle landets kommuner kan ses på Ugebrevet A4's interaktive Danmarkskort.

/ritzau/

Dagens Gossip