Markedet presser Nordea tilbage i første kvartal

Skrevet af admin

27/04/2016

Dagens topnyheder

Nordeas tre første måneder af 2016 var en smule værre end i samme periode 2015. Markedet er udfordrende og resultatet tilfredsstillende, skriver banken.

- Markedssituationen har været relativt stabil i begyndelsen af 2016, selv om uroen på de finansielle markeder og endnu lavere renter har sat indtægterne under pres, skriver administrerende direktør Casper von Koskull i regnskabet.

Første kvartal bød på renteindtægter på 1168 millioner euro, et fald på syv procent år til år. Samme vej er det gået for gebyrindtægterne, der dækker over blandt andet kommission ved aktiehandel, der faldt til 772 millioner euro.

Efter nedskrivninger på udlån, der faldt til 111 millioner euro i kvartalet landede Nordea et nettoresultat på 782 millioner euro, et markant dyk fra de 1082 millioner euro, banken kunne notere sig i samme periode 2015.

/ritzau/