Markussen får reservetjansen til VM

Skrevet af admin

11/01/2015

Dagens topnyheder

Tårnhøje Nikolaj Markussen blev den lille, da landstræner Gudmundur Gudmundsson skar Danmarks VM-trup til inden afrejsen til VM i håndbold i Qatar på onsdag.

Det oplyser Dansk Håndbold Forbund i en pressemeddelelse.

- Vi har valgt at tage af sted med 17 mand og det betyder i forhold til den nuværende trup, at Nikolaj Markussen bliver hjemme i Danmark, hvor han som reserve vil holde sig klar, hvis der skulle bliver behov for det, siger landstræner Gudmundur Gudmundsson i pressemeddelelsen.

Nikolaj Markussen er sorteret fra inden Danmarks sidste kamp i træningsturneringen Totalkredit Cup senere søndag. Her møder Danmark Sverige i Aarhus.

- Vi råder over rigtigt mange dygtige spillere, og det er bestemt ikke noget let valg at træffe, når en spiller skal sies fra, siger Gudmundur Gudmundsson, hvis endelige VM trup altså ser således ud:

Målmænd:Niklas Landin, Jannick Green.

Fløje:Hans Lindberg, Lasse Svan, Anders Eggert, Casper U. Mortensen.

Stregspillere:Henrik Toft Hansen, René Toft Hansen, Jesper Nøddesbo

Bagspillere:Kasper Søndergaard, Mads Christiansen, Mads Mensah Larsen, Rasmus Lauge Schmidt, Mikkel Hansen, Michael Damgaard, Henrik Møllgaard og Bo Spellerberg.

/ritzau/