Markussen vil slå til i Mikkel Hansens fravær

I Danmarks VM-premierekamp mod Qatar i aften får det danske håndboldlandshold en god mulighed for at teste spillet uden Mikkel Hansen.

Landstræner Ulrik Wilbek vil spare stjernespilleren, der har været plaget af en knæskade, og det vil formentlig give Nikolaj Markussen chancen.

- Det lyder til, at det bliver en mulighed for mig for at få lidt spilletid og komme ordentligt ind i denne turnering, så det ser jeg frem til, siger Markussen.

Danmark møder allerede søndag Rusland, hvorefter Chile, Island og Makedonien venter som de næste modstandere i det indledende gruppespil.

- Generelt har vi måske lidt blødere modstandere til at begynde med, og det giver hele holdet en mulighed for at komme i spil, så vi får alle ind i kampen og kan få et fint afsæt i en lang turnering, siger Markussen.

En af nøglespillerne, når Mikkel Hansen sættes ud af spillet eller spares, er netop Markussen, som føler, at holdet er bedre rustet denne gang end ved sommerens OL, hvor det blev til et skuffende exit i kvartfinalen.

Ved legene i London havde holdet det svært, når modstanderne mandsopdækkede Mikkel Hansen. Danmark har testet flere løsninger til træning, og nu skal det blot afprøves i kamp.

- Vi har kørt en masse andre åbninger, som vi ikke har fået vist, fordi Mikkel simpelthen ikke er blevet mandsopdækket. Så det er noget, vi savner at få testet i kamp.

- Vi har trænet på det, og jeg håber, vi kan løse det på en bedre måde, end vi gjorde til OL, siger Markussen.

Aftenens kamp mod Qatar fløjtes i gang klokken 20.15 i spanske Sevilla.

/ritzau/

 

Dagens Gossip