Markvander efterladt midt på vejen: Kira skal spise af sugerør i en uge

Fire sting i venstre øjenbryn, to i hagen og et muligt brud på kæben.

Den 16-årige Kira Eienstrand fra Grindsted fik sig en ordentlig omgang tæv på vej hjem fra en veninde natten til søndag.

Ikke af voldsmænd, men en efterladt markvander.

Hun har lagt billedet af sine skader op på facebook, som de ser ud, efter behandling i 12 timer på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg.

“Var på vej hjem fra en veninde i nat, hvor der pludselig stod en vandingsmaskine midt på vejen, prøvede så bare at køre udenom, men der var en pæl som jeg ikke kunne se,” skriver skoleeleven på sin profil.

Det er endnu ikke klart, om der er brud på Kira Eienstrands kæbe. Den skal røntgenfotograferes i dag.

"Vil nu bruge resten af dagen på at slappe af og spise yoghurt af sugerør som jeg skal gøre den næste uges tid," skriver hun også.

Ifølge jv.dk havde den 16-årige lys på cyklen, men da landevejen var helt mørk, havde hun ikke en jordisk chance for at se vandingsmaskinen.

Det er endnu ikke lykkedes at finde ejeren af maskinen.

Dagens Gossip