Marseille-træner trækker sig efter sæsonens første kamp

Efter Marseilles overraskende nederlag på hjemmebane i sæsonpremieren til Caen lørdag aften i den franske Ligue 1, valgte den karismatiske argentinske fodboldtræner Marcelo Bielsa at smide en endnu større bombe på pressekonferencen efter kampen.

Bielsa annoncerede nemlig sin afgang i storklubben på grund af uoverensstemmelser med klubledelsen.

- Jeg har trukket mig fra mit job som træner i Marseilles. Jeg har færdiggjort mit arbejde her, og nu vil jeg tilbage til mit hjemland.

- Jeg takker fansene for altid at stå bag mig under kampene og i hverdagen. Jeg er ked af det og frustreret. Jeg kan ikke acceptere den ustabile situation i klubben, siger Bielsa.

Ifølge Bielsa skyldes "den ustabile situation", at han mente at have forhandlet en kontraktforlængelse gældende til sommeren 2017 på plads. Kontrakten manglede blot en underskrift, men så ændrede klubben kontraktens vilkår.

- At arbejde sammen kræver et minimum af tillid, hvilket der ikke har været, siger Bielsa.

Spillertruppen var ikke på forhånd informeret om Bielsas udmelding, der kom som en stor overraskelse, fortæller målmand Steve Mandanda.

- Det er et hårdt slag. Han var en vigtig del af klubben og holdet. Vi er skuffede. Vi kender ikke op og ned i denne sag, men vi respekterer hans beslutning, siger målmanden.

Mandanda afslører samtidig, at assistenttræner Franck Passi forfremmes til cheftræner midlertidigt i klubben.

Marcelo Bielsa nåede at være træner i Marseilles i 15 måneder. Tidligere har han også stået i spidsen for Argentinas landshold, lige som han har ført Athletic Bilbao til Europa League-finalen i 2012.

Flere medier har allerede sat Marcelo Bielsa i forbindelse med at overtage det ledige landstrænerjob i Mexico, hvilket dog strider mod trænerens udmelding om at tage hjem til Argentina.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip