Martin Jørgensen hjalp FCNs russiske modstandere

Forud for den kamp har de russiske sølvvindere været en tur i Danmark for at scoute på deres danske modstandere, da FCN i Superliga-premieren mandag aften led et sviende nederlag på 0-4 til Esbjerg.

Undervejs i kampen fandt tv-produceren frem til AGF-spilleren Martin Jørgensen, som sad mellem de to italienere Daniele Baldini og Marco Domenichini, begge assistenter i Zenit, og så kampen.

Umiddelbart kunne det ligne, at Martin Jørgensen dermed var med til give vigtige informationer om det danske hold, der samtidig med egne interesser kæmper for point til den danske koefficientliste, men sådan ser han ikke selv på det.  

- Jeg ved ikke, hvor meget scout jeg var. De er fra Zenit, og det er, fordi de skal spille mod Nordsjælland i Champions League, og da jeg har haft dem som trænere i min tid som Udinese-spiller, spurgte de, om jeg ville med ned og kigge. Det var sådan set bare det, siger Martin Jørgensen.

-  Min rolle var bare at sidde og snakke - svare på spørgsmål. Jeg kendte nogle af spillerne og kunne fortælle, hvordan de plejer at spille. Nu manglede de en del spillere i forhold til, hvad de plejer at spille med, men der var ikke atomvidenskab i det. - De kunne sagtens have klaret sig uden mig. Men nu har jeg haft dem i nogle år som trænere, og det var hyggeligt at sidde og snakke lidt. 

Diskussionen kunne være, at det kan være lidt undergravende for dansk fodbold, at du sidder og taler med om et dansk hold, der skal ud i en direkte duel med dem, du sidder med? 

- Det var jo ikke industrispionage, vi var ude i. De kunne sagtens have klaret sig selv. Og jeg tror, at Nordsjælland får det mere end svært i forvejen, selv om jeg ikke havde været på Esbjerg Stadion sammen med dem.  

- Lige der har jeg godt nok ikke tænkt på, at der er nogen som helst konflikt i det. Jeg har bare været behjælpelig. Hvis jeg havde spioneret deres træning, kunne jeg godt se, at der kunne være et problem i det. Men når man bare sidder og ser en fodboldkamp, er der ikke det store i det.  

Dit eget hold AGF kan, hvis de kommer ud i Europa, løbe ind i en situation, hvor de mangler point på koefficientlisten, hvis FCN taber til Zenit, og der har du muligvis været med til at hjælpe et russisk hold frem for et dansk? 

- Så er det vist lidt søgt. Hvis jeg havde sagt nej, og Nordsjælland så vinder, skal jeg da godt nok have mange penge. Det, tror jeg simpelthen ikke på kan have nogen betydning. De har så meget forstand på fodbold, at de selv godt kan finde ud af, hvem der kan spille fodbold og ikke kan.  

Hvad sagde de så om FCN?  

- De nævnte to til tre ting, som de så som svagheder ved Nordsjælland, de vil forsøge at udnytte.   

Sagde de noget konkret, som du kan fortælle om? 

 - Nej. Hvad, jeg sad og snakkede med dem om, bliver mellem dem og mig.  

Men hvis du ikke kan fortælle om det, kan man så ikke sige, at du har hjulpet dem? Hvis der er nogle ting, som ikke må komme frem?   

- Jamen, vi sad og så en kamp. Under kampen siger de nogle ting om Nordsjælland, som de noterer. Og hvad de sidder og snakker om, kan jeg ikke se, hvorfor skal i avisen.

Er der ellers noget interessant, du kan referere om, som godt må komme frem?

 - Det er ikke så spændende. De blev ikke vildt imponeret af nogen af spillerne. Lad os bare sige det sådan. Jeg tror ikke, de sender noget tilbud af sted på spillerne. 

Nu har du en kontrakt gældende med AGF det kommende halve år. Kunne det være noget for dig i fremtiden - at blive scout eller træner? 

- Det ved jeg ikke. Men jeg kunne godt finde på igen at tage til fodbold i Esbjerg sammen med nogle venner. 

Dagens Gossip

Dagens TV