Martin Jørgensen tager et halvt år mere i AGF

Skrevet af admin

27/06/2014

Mest læste i dag

Fodboldklubben AGF har forlænget kontrakten med klub-ikonet Martin Jørgensen.

Den 38-årige tidligere landsholdsspiller fortsætter i klubben et halvt år endnu, og midtbanespilleren er derfor med i 1. division efter sommerpausen.

- Med fare for at gentage mig selv fra tidligere kontraktforlængelser, så er det sådan, at jeg stadig synes, det er sjovt at spille fodbold. Der er stadig så meget konkurrencemenneske i mig, at jeg ikke kan undvære fodbold på højt plan.

- Når træneren og klubben så mente, at de godt kunne bruge min arbejdskraft, så var det et ret nemt valg. Nu handler det for mig om via træningen at gøre mig fortjent til flest muligt minutter på banen, siger Martin Jørgensen i en pressemeddelelse fra superliga-nedrykkerne.

Han var i forårssæsonen en del af trænerstaben, men det bliver ikke tilfældet i den kommende sæson, hvor cheftræneren hedder Morten Wieghorst.

Martin Jørgensen skal være spiller som alle andre i spillertruppen.

- Martin har stadig stort mod på at spille, og han har stadig kvaliteterne. Han har sin store erfaring, og den er vigtig for os. De andre spillere med mindre erfaring kan læne sig op ad ham.

- Det er ekstremt vigtigt. Spillemæssigt ved han, hvad det handler om, og han er alt i alt en spiller, jeg vil kunne trække på som træner, siger Morten Wieghorst.

Martin Jørgensen kom første gang til AGF som drengespiller i 1989 fra samarbejdsklubben IF Midtdjurs og fik debut på førsteholdet i maj 1994.

Han spillede 93 kampe og scorede 17 mål, før han i 1997 skiftede til italienske Udinese. Efter et ophold i Fiorentina skiftede han i januar 2010 tilbage til AGF, og siden har han forlænget sin kontrakt fem gange.

330 kampe har Martin Jørgensen spillet i Serie A, og han er noteret for 102 landskampe. For AGF står han indtil videre noteret for 207 kampe og 28 mål.

/ritzau/