Martin Møller siger tidligt farvel i sprint

Skrevet af admin

11/02/2014

Dagens topnyheder

Helt som ventet er den dansk-grønlandske langrendsløber Martin Møller ikke med i tirsdagens kvartfinaler i 1,8 kilometer sprint ved vinter-OL i Sotji.

Martin Møller endte kvalifikationen som nummer 54 ud af de 86 startende, og det er langt fra den placering blandt de 30 bedste, der var kravet for at komme videre.

Forskellen fra Møller til kvalifikationens nummer 30, Nikolay Chabotko fra Kasakhstan, var på mere end 6 sekunder, men han synes selv, at det gik godt.

- Det er det bedste sprintløb, jeg har lavet. Min seedning var 64, så jeg kom ind 10 pladser bedre end ventet. Det var et meget tæt løb oppe foran, og der er mange gode løbere med, så jeg er godt tilfreds.

- Man går jo altid med et håb om at komme op blandt de 30 bedste, men man kan jo så diskutere, om seks sekunder op til den nærmeste er langt eller kort, siger han.

Det blev et overraskende dramatisk kvalifikationsløb, fordi flere løbere styrtede i høj fart, og Xu Wenglong fra Kina var så hårdt medtaget af en tur i afspærringen, at han måtte opgive at fuldføre.

For Martin Møller er den tidlige exit ventet. Han er bedst i de lange løb og har pejlet 50-kilometeren på legenes sidste dag, 23. februar, ind som det store mål.

Sprintkonkurrencen bliver afgjort med finaler fra 14.40 tirsdag eftermiddag, og Martin Møller må selv vente til fredag med at komme i aktion igen, hvor det gælder 15-kilometeren i klassisk stil, som han selv kalder for en af hans svageste.

- Men jeg tror stadig, at jeg kan løbe op til nogenlunde det niveau, som jeg har haft i de første to løb, siger Martin Møller og henviser til dagens sprintkonkurrence og de 30 kilometer skiathlon, som han gennemførte ved sin OL-debut søndag.

/ritzau/