Martin Spelmann går benhårdt efter England

Martin Spelmann fortsætter ikke i AC Horsens, men går benhårdt efter en fremtid i den næstbedste engelske række.

Tirsdag forlød det, at Reading fra The Championship var parate med et bud på op imod 15 mio. kr. for midtbanespilleren, der ikke selv havde hørt om rygtet, før sporten.dk konfronterede ham med det, men viser det sig at være mere end spekulationer, er han næppe sen til at slå til.

- Det er The Championship, vi arbejder stenhårdt på, og det er noget, vi har lagt mange kræfter i, så hvis det er rigtigt, er det selvfølgelig interessant. Jeg kan ikke se mig selv tage endnu et år i 1. division i Danmark. Det ville koste mig for meget, siger Martin Spelmann fra sin ferie i Tyrkiet.

I en tid, da mange spillere er på klubjagt, men hvor klubberne stadig holder på pengene, er Martin Spelmann gået aktivt ind i arbejdet med at finde en ny arbejdsgiver og har sat folk i både Danmark og England i sving.

- Det er svære tider for spillere, der gerne vil videre, for der er mange spillere i omløb, og det er ikke som fem-seks år siden, da man nok skulle finde noget, hvis bare man kendte de rigtige mennesker. Derfor har vi inviteret nogle klubber herop, og vi har noget video-materiale, som vi giver klubberne med hjem, og så har jeg en agent, der primært arbejder i England, og så Michael Johansen i Danmark, fortæller Martin Spelmann.

Som Superliga-spiller ligger der sandsynligvis rapporter på Martin Spelmann i flere engelske klubber, for selvom han ikke "er verdenskendt eller noget," som han siger, så er de fleste spillere på et eller andet tidspunkt blevet scoutet, og de oplysninger, klubberne måtte have, har Martin Spelmann sørget for at få opdateret.

- Det kan jo være, der ligger en rapport, der er et eller to år gammel, men der forsøger vi så at få genopfrisket deres noter, så de tænker på mig, hvis de skulle have brug for en type som mig, siger Martin Spelmann.

Selvom han holder ferie, holder han sin fysiske form ved lige og har aftalt med sin agent, at han vurderer sine muligheder, når han vender hjem i næste uge.

- Men der har da allerede været positive tilbagemeldinger, siger han.

Ifølge AC Horsens' administrerende direktør, Henrik Ravn, har der ikke været konkrete henvendelser, men efter aftale med Martin Spelmann har klubben erklæret sig villig til at se med positive øjne på eventuelle tilbud.

Dagens Gossip