Martin Vingaard følte han skyldte Hjulmand

Mod Sønderjyske blev han hevet ud efter lidt over en halv time. Martin Vingaard faldt sammen med holdet i sidste rundes nederlag til Sønderjyske, og han havde derfor noget at bevise i kampen mod Randers.

Han var da også den mest energiske og kreative offensive kraft på FCNs mandskab mandag aften. Han virkede indebrændt og ærgerrig, og ikke mindst opsat på at vise, at Sønderjyske-kampen var en svipser.

- Jeg havde en skidt oplevelse mod Sønderjyske og blev pillet ud efter 35 minutter. Hjulmand viste mig tillid ved at lade mig starte inde mod Randers, og jeg følte, jeg skyldte en god præstation. Så jeg var ekstra opsat mod Randers, siger Vingaard og fortsætter:

- Det lykkedes langt hen ad vejen, synes jeg, så nu handler det nu for mig om at bygge på min præstation mod Randers og ikke se tilbage, siger Vingaard.

FCNs nummer 10 mener dog ikke, at sejren over Randers kan bruges som et decideret vendepunkt.

- Det har virkelig været en hård tid, og vi har været mærket, så vi sukkede efter denne sejr. Det blev ikke smukt, sprudlende eller flydende, men vi havde snakket om, at så længe vi arbejdede stenhårdt for hinanden, ville vi komme tættere på sejren, siger Vingaard.

- Det er dejligt, at vi kan smile nu, men vi ligger stadig sidst, og det kræver mere end én sejr for at kalde det et vendepunkt, siger Vingaard, der erkender, at truppen har været mærket.

- Vi lever af at mærke succesen, af at vinde, der er ingen federe følelse af succes, når man går fra banen. Så vi har været mærket, og derfor skal vi nyde denne sejr, men det kommer ikke af sig selv. Om en uge har vi kamp mod BIF, og der skal vi gøre det igen, siger Vingaard.

Dagens Gossip