Marts var præget af flere tvangsauktioner

I marts blev der bekendtgjort 296 tvangsauktioner mod 269 måneden før, når der er korrigeret for normale sæsonudsving. Det svarer til en stigning på 10 procent.

Det viser tal fra Danmarks Statistik, der er offentliggjort torsdag morgen.

Selv om antallet af tvangsauktioner dermed er steget en smule i marts, ligger antallet dog fortsat omkring det laveste niveau siden finanskrisen, siger Ane Arnth Jensen, direktør i Realkreditrådet.

- Niveauet afspejler, at danske boligejere vedholdende er blevet bedre til at betale ydelsen på deres realkreditlån, siger hun i en skriftlig kommentar.

Senest toppede antallet af tvangsauktioner i februar 2012, og derfra har antallet været faldende til det nuværende niveau.

På samme tid har renterne været faldende, og de lavere renter har styrket boligejernes betalingsevne, lyder det fra direktøren.

- De senere års rentefald har givet boligejerne lavere ydelse på realkreditlånet.

- Har man haft et lån med variabel rente, har man automatisk fået glæde af rentefaldet, og har man et fastforrentet lån, har man mulighed for at konvertere ned i en historisk lav fast rente på to procent, siger Ane Arnth Jensen.

Sammenlignet med slutningen af februar 2012 betyder rentefaldet en ydelsesbesparelse efter skat på et fastforrentet lån på 450 kroner om måneden per lånt million.

- Det giver mere luft i boligejernes økonomi, påpeger Realkreditrådets direktør.

Ses der på perioden januar-marts 2015, var udviklingen af tvangsauktioner stort set uændret med 877 tvangsauktioner mod 878 i perioden oktober-december 2014.

Det laveste antal tvangsauktioner siden statistikkens start i 1979 var i 2006 med et gennemsnit på 103 om måneden, mens det højeste var i 1990 med 1695 om måneden.

I 2015 ligger gennemsnittet indtil videre på 292 tvangsauktioner om måneden.

/ritzau/

Dagens Gossip