Marvin Pourie: Jeg er vendt stærkere tilbage til FCK

Skrevet af admin

15/07/2015

Dagens topnyheder

Marvin Pourie er indstillet på at slå igennem i FC København, efter at den tyske angriber to gange er blevet udlejet.

Den 24-årige angriber blev hentet til FCK i sommeren 2013 på en kontrakt af fire års varighed, men efter et halvt år blev han udlejet til belgiske Zulte Waregem og senere Sønderjyske.

Torsdag aften starter tyskeren så på banen, når FCK møder Newtown FC fra Wales i Europa League-kvalifikationen.

- Jeg ser frem til det. Jeg er ikke nervøs eller noget, men det er min første internationale kamp fra start.

- Jeg vil gøre alt for at spille mig på holdet og hjælpe med, at vi får sejren, siger Marvin Pourie.

Angriberen føler aldrig, at han er blevet kasseret af manager Ståle Solbakken til trods for de to lejeophold.

- Man har aldrig hørt, at jeg skulle væk fra klubben. Det var ikke på tale, at FCK ville af med mig.

- Ståle kender mine kvaliteter, og jeg kan blive bedre og bedre med tiden, siger Pourie.

Den målfarlige angriber føler især, at han har rykket sig en del på det mentale plan i de seneste par år.

- Det har været godt for mig at blive udlejet, for det har givet mig noget selvtillid. Når man spiller i en stor klub som FCK, så skal man have meget selvtillid, og man skal tro på sig selv.

- Jeg har hele tiden haft den tro på mig selv, men nu har jeg den i endnu højere grad, og så er jeg blevet mere rolig, fortæller tyskeren.

Det er forkert at tale om, at Marvin Pourie har fået en ny chance i FCK, mener han selv.

- At jeg skal spille mod Newtown, er ikke fordi, at jeg har fået en chance. Det er fordi, at jeg gør det godt til træning. Jeg gør mit bedste og forsøger at bevise mig hver eneste dag, siger han.

Waliserne kommer sandsynligvis til at pakke sig foran eget mål i torsdagens kamp, hvilket kan give svære arbejdsbetingelser.

Pourie mener dog, at FCK råder over så megen individuel kvalitet, at det burde være muligt at få scoret. Han nævner blandt andre de nye FCK-spillere Kasper Kusk, Benjamin Verbic og Peter Ankersen.

- Vi skal ikke undervurdere nogen. De kommer for at spille sig videre i turneringen.

- Men jeg mener, vi har de individuelle kvaliteter, der kan afgøre det. Jeg er faktisk fascineret over niveauet på vores hold, siger Pourie.

Torsdagens kamp i Telia Parken spilles klokken 19.45.

/ritzau/