Mary uenig med Joachim B.: Det er IKKE genetisk at kvinder går hjemme

Skrevet af Kirstine Petersen

22/04/2016

Dagens topnyheder

Da Liberal Alliance-politikeren Joachim B. Olsen tidligere på året udtalte i forbindelse med en konference, at biologien har indvirkning på, at kvinder oftere vælger at trappe ned på arbejdet eller at gå hjemme med børnene på fuld tid, startede det en debat om ligestilling, biologi og kvindesyn.  

Læs også: Joachim B. Olsen: Derfor vil kvinder hellere blive hjemme og passe børn

Læs også: Stine Bosse raser over Joachim B. og LA: Jeres syn på kvinder er oldnordisk

Nu undsiger Hendes Kongelige Højhed Kronprinsesse Mary politikeren i et stort interview med Eurowoman. Kronprinsessen peger i retning af, at kulturelle normer især spænder ben for ligestillingen - og at kvinder eksempelvis selv skal blive bedre til at bane vejen for andre kvinder på arbejdsmarkedet. 

- Vi er vidt forskellige i forhold til, hvad vi ønsker os, drømmer om og lader os begrænse af. Det er ikke genetisk bestemt, om jeg er karrierefokuseret eller gerne vil være hjemmegående, eller om en mand drager mindre omsorg for sit barn end en kvinde. Mænd føler lige så stor omsorg for deres børn, så det er traditioner og kulturelle normer, der dikterer, hvordan vi agerer. Der er også landsbyer i Afrika, hvor det er mændene, der bliver hjemme med børnene, mens kvinderne forsørger familien. Det er deres kulturelle og sociale normer, siger Kronprinsesse Mary. 

Udmeldingen falder i forbindelse med, at København er vært for den internationale konference "Women Deliver" i maj, som har fokus på kvinders sundhed og rettigheder. H.K.H. Kronprinsesse Mary er protektor for konferencen. 

- Vi skal skabe arbejdspladser, hvor kvinder ikke bare skal passe ind i en mandlig verden, men hvor der er plads til forskellighed, og hvor der er forståelse for, at mænd og kvinder har forskellige måder at udtrykke sig på. Og så skal vi lade være med at fordømme en karrierekvinde for ikke at være den, der altid henter og bringer sine børn. Der skal være plads til individualitet og den enkelte families valg. Det er et privat anliggende, men vi er stadig bundet af nogle kulturelle normer i vores samfund, som er meget stærke, uddyber Kronprinsessen i den forbindelse.

Hvad mener du: Er det genetisk eller kulturelt bestemt, at kvinder i højere grad end mænd går hjemme med børnene og ikke i lige så høj grad som mænd har topposter på arbejdsmarkedet?

Følg Dagens Politik for flere lignende artikler: